Aftalen mellem dig og Elvan Granth OÜ om løbende annoncering. Læs den igennem, inden du tilmelder dig.
Denne aftale indgås mellem Elvan Granth OÜ, registreringsnummer 17463767, Sepapaja tn 6, 15551 Tallinn, Estland (herefter "Leverandøren") og kunden (herefter "Kunden").
Vi sammensætter altid din kampagne, så den har størst chance for at lykkes og skabe gode resultater for dig.
Jeg har annonceret for mange trænere og ved efterhånden ret godt, hvad der virker, og hvad der kan skabe resultater for dig. Derfor anbefaler jeg altid, at vi følger det, jeg har fundet ud af virker bedst. Vi sparrer selvfølgelig løbende om, hvad der skal til for at dine annoncer kører bedst.
Hvis du ønsker at skifte væk fra det tilbud, jeg ved performer og anbefaler, er det din opgave at vise mig, at du allerede succesfuldt kan sælge det produkt, du gerne vil annoncere med. Dermed står du med et større ansvar for at få resultater med det nye tilbud, du kommer med.
Elvan Granth OÜ er et estisk selskab og arbejder udelukkende med erhvervskunder. Alle priser er angivet eksklusiv moms.
Selskabet er på nuværende tidspunkt ikke momsregistreret, og der faktureres derfor uden moms.
Når selskabet bliver momsregistreret i Estland, overgår faktureringen til omvendt betalingspligt efter EU's regler for erhvervsydelser på tværs af landegrænser. Kunden afregner da selv moms i sit eget land.
Kunden skal oplyse et gyldigt EU-momsnummer (CVR eller VAT) ved tilmelding og er ansvarlig for, at det er korrekt og aktivt.
Ønsker du at opsige dit marketingprogram, har du løbende måned plus én måneds opsigelse. Opsigelsen sendes skriftligt til hello@elvangranth.com. Du er altid velkommen til at spørge, hvilken dato dit abonnement kører fra, hvis du er i tvivl.
Marketingabonnementet kan ikke sættes på pause.
Ønsker du at stoppe dit abonnement og komme tilbage senere, kan jeg ikke garantere ledige pladser. Ved genopstart lægges der igen opstartsgebyr og opstartstimer til, samt to måneders binding på marketingprogrammet, ligesom ved en helt almindelig opstart.
Leverandøren forbeholder sig retten til øjeblikkeligt at afslutte samarbejder, der misligholdes, eller hvor der udvises ufin opførsel.
Når du investerer i denne pakke, investerer du i annonce-management af én kampagne. Vi kan altid skifte tilbud undervejs, hvis vi skal rotere tilbuddet for at få bedre resultater, så kunderne ikke bliver trætte af det samme. Men vi kører ét tilbud ad gangen. Skifter vi tilbud, aftaler vi det løbende, oftest med en til to ugers varsel.
Ønsker du to sideløbende kampagner, for eksempel 1:1-sessioner og bootcamps på samme tid, kræver det dobbeltarbejde at holde styr på to separate kampagner med hver deres forløb. Det anses derfor som to kampagner, altså to abonnementer, fordi tekst og billeder skal optimeres på begge gennem hele måneden.
Det samme gælder, hvis du vil køre to lokationer samtidig. Det er to forskellige kampagner med hvert sit forløb og kræver dobbelt tid at styre.
Annoncebudgettet til Meta betales direkte af Kunden fra Kundens eget annoncekort. Det er ikke indeholdt i prisen for annonce-management.
Alle rettigheder til leveret undervisningsmateriale, udarbejdede annoncetekster og digital udvikling under samarbejdet tilhører Elvan Granth OÜ og anses som intellektuel ejendom. Materialet kan ikke genbruges efter endt samarbejde.
Det må ikke udlånes, gives væk eller på anden måde overdrages til andre uden skriftligt samtykke fra Elvan Granth OÜ. Det betyder også, at Elvan Granth OÜ ejer de annoncetekster, vi skriver, og at de derfor ikke må bruges til markedsføring efter endt samarbejde.
Mellem Elvan Granth OÜ og Kunden deles der personoplysninger om hinandens virksomheder og hinandens kunder. Begge parter er selvstændigt ansvarlige for at behandle personoplysninger efter kravene i databeskyttelsesforordningen (GDPR).
Elvan Granth OÜ må bruge Kundens resultater til markedsføring og udtalelser. Kundens navn behøver ikke at fremgå, hvis Kunden ikke ønsker det.
Elvan Granth OÜ har ret til at overføre erfaringer mellem sine kunder, så alle får mest mulig fremgang. Det omfatter markedsføringsprincipper, kundekommunikation, salgsprincipper og tekster, der virker særligt godt hos én kunde, og som en anden kunde kan få gavn af. Det sker fortroligt, så det ikke fremgår, hvor principperne eller teksterne stammer fra.
Hver part skal opbevare fortroligt materiale forsvarligt, så uvedkommende tredjemand ikke kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger. Hver part skal desuden sikre, at egne medarbejdere og eventuelle tredjeparter, der leverer ydelser til samarbejdet, gøres bekendt med denne hemmeligholdelsesklausul og underlægges samme forpligtelser.
Aftalen er underlagt estisk ret samt gældende EU-ret, uden hensyntagen til lovvalgsprincipper.
Alle tvister, der udspringer af eller relaterer sig til aftalen, afgøres ved Harju Maakohus (Harju Distriktsdomstol) i Tallinn, Estland. Parterne accepterer udtrykkeligt denne domstols kompetence.
Bestemmelsen forhindrer ikke parterne i at søge fogedforbud eller andet ekstraordinært retsmiddel ved en kompetent domstol. Ufravigelige regler i Kundens hjemland berøres ikke af denne bestemmelse.
Denne aftale vises og linkes i betalingsflowet, inden betalingen gennemføres. Ved at gennemføre tilmeldingen accepterer Kunden alle aftalens vilkår. De træder i kraft på tilmeldingsdatoen, registreres med tidsstempel hos Stripe og udgør en bindende aftale mellem Kunden og Elvan Granth OÜ.
Kunden er indforstået med, at succes med programmet afhænger af Kundens egne handlinger, egen indsats og implementering af det tilknyttede materiale. Elvan Granth OÜ kan ikke stilles til ansvar for manglende resultater hos Kunden, med mindre Elvan Granth OÜ ikke overholder sin del af aftalen.
Jeg glæder mig til et godt samarbejde.